Forside
Skoven Juletræer Private/Firmaer Skoler/Institutioner Booking Nyt Kort Kontakt

Arrangementer for skoler og institutioner

Eksempler på institutioners aktiviteter

Kurser for medarbejdere

Temadage

Tre dage med sjove friluftsaktiviteter for alle

Sundhed i naturen

Kursus - Udeskole

Kursus - Børnehaven i naturen

Undervisning- og aktivitetsmateriale

Grejbank

Tilbud til skoler og institutioner

 





Børnehaven i naturen

Her kan læses om kurser, der er afholdt i 2012 og 2013, opdateringer er undervejs.

Et gratis 8-dages kursus om at bruge naturen i det pædagogiske arbejde.
Forskning viser bl.a. at børn der er meget i naturen har bedre motorik, større koncentration, er mere fantasifulde og selvstændige og mindre syge. Desuden at de har lavere indhold at kortisol (stresshormon) i blodet, har flere sociale relation på tværs af køn og grupper og færre konflikter.
Dette kursus handler både i teori og praksis om hvordan du kan arbejde med børn i den nære natur – både lige udenfor døren men også i forskellige naturtyper (skov, sø, strand, mark og park) og på forskellige årstider. Vi arbejder med en blanding af faglige oplæg og praksis ude i naturen, og du får vejledning til at udvikle netop din praksis sammen med børnene.
Du behøver ikke have særligt kendskab til naturen for at deltage. Bare du har lyst og mod på at bruge naturen i det pædagogiske arbejde med børnene.

På kurset skal vi bl.a.:
Se og afprøve en masse forskellige eksempler på aktiviteter og forløb i naturen
Besøge forskellige naturområder i Ringsted og have inspiration til hvad man kan lave her
Blive klogere på naturen og det vi ser derude
Diskutere naturen som pædagogisk redskab
Have besøg af forskellige faglige ressourcepersoner

Vi kommer bl.a. til at arbejde med naturen i forhold til læreplanerne, inklusion, evaluering og dokumentation, leg og bevægelse.
Mellem kursusgangene arbejder du med dine egne børn i naturen og har mulighed for at prøve de praktiske og pædagogiske redskaber af, som du bliver præsenteret for på kurset.

Vi får bl.a. besøg af:

Lasse Thomas Edlev bl.a. lærer, naturvejleder og forfatter. Lasse vil fortælle om hvilken betydning natur og naturfænomener har for børns udvikling, sanselige erfaring og omverdensforståelse. Og om hvordan man som pædagog kan skabe de bedst mulige betingelser for børns oplevelse og læring i naturen? Lasses oplæg er rigt illustreret med billeder og eksempler og suppleret af konkrete øvelser i naturvejledning for børn. Se mere om Lasse på www.edlev.info.

Tonny Vangsgaard, leder af Ishøj Naturcenter, hvor han bl.a. har stor erfaring med kryb og kravl af alverdens slags. Vi bliver bl.a. præsenteret for forskellige arter, høre om deres levevis, hvorfor de ser ud som de gør, hvad de er gode til, indretning af terrarier og akvarier, om at holde dyr på institutionen og hvordan vi arbejder med børn og smådyr.

Niels Ejby Ernst, cand. pæd., phd, naturvejleder, lektor ved pædagoguddannelsen VIA, Århus og ansat ved Videnscenter for Friluftsliv og Naturformidling, Skovskolen. Hvad er det overordnede formål med at tage børn med i naturen? Det vil Niels give sit bud på gennem både teori og praksis. Vi kommer bl.a. omkring børnecentreret formidling, om at arbejde eksperimenterende og undersøgende, naturens systemer og hvordan de kan formidles, om naturen som dannelsesarena og det kritiske barn, der kan tage stilling.

Karen Sørensen, børnefysioterapeut, udviklingskonsulent i Ringsted kommune og forfatter til bogen ”Inklusion når det lykkes”. Sammen med Karen, institutionsleder Anette Sommer fra naturinstitutionen Bøgely og idrætskonsulent

Torben Krogh Johansen – begge fra Ringsted kommune - skal vi arbejde med naturen fra et inkluderende perspektiv. Vi arbejder med legen, bevægelserne og de sansemæssige oplevelser på en måde, så alle børn har mulighed for at være med. Vi skal bl.a. snakke om de kropslige og sansemæssige oplevelser som skoven og naturen giver os, og drøfte hvordan vi reagerer på disse indtryk.

Kari Hald, naturvejleder og leder af Avnø Naturcenter. Vi besøger Kari ved strand og hav. Her skal vi arbejde med fiskeri af smådyr, tang, fisk, sten og se på sæler. Tilbage på Naturcentret skal vi bl.a. smage på noget af det, vi har fanget.

Arne Hastrup Larsen, næstformand for Naturfredningsforeningens lokalafdeling i Ringsted. Kender naturen i Ringsted særdeles godt og vil give os et overblik over naturområder i Kommunen samt give tips til mulige lokale kontakter.

Det praktiske
Tid: Kurset løber over 8 dage (10/9-2012, 11/9, 3/10, 4/10, 23/1, 24/1-2013, 22/5 og 23/5). Alle kursusdage er fra kl. 8.30-15.
Sted: En del af kurset er at besøge forskellige naturområder i kommunen, så mødestedet vil være forskelligt fra gang til gang. Der er mulighed for at arrangere fællestransport. Første kursusgang er i Kærehave Skov. Den 22/5 skal vi udenfor kommunens grænser, hvor vi skal til Avnø Naturcenter.
Pris: Kurset er gratis, da vi har fået støtte fra Nordea-fonden.
Deltagere: Pædagoger og medhjælpere fra børnehaver i Ringsted Kommune.
Kursusleder: Eva Skytte, naturvejleder og udviklingskonsulent i Dansk Skovforening. Eva har arbejdet med aktiviteter og undervisning i naturen de sidste 10 år og bl.a. afholdt mange kurser for lærere og pædagoger. Hun er kursusansvarlig, proceskonsulent og gennemgående underviser på kurset.
Tilmelding: med navn, institution, e-mail og tlf.nr til Eva Skytte, es@skovforeningen.dk
Medbring: Madpakke, udendørs tøj og sko (vi skal være ude en del af tiden uanset vejret) samt skriveredskaber og logbog.

Kurset er et af elementerne i skovprojektet i Kærehave. Projektet er et samarbejde mellem Dansk Skovforening, Ringsted Kommune og Kærehave Skov. Det er støttet økonomisk af Nordea-fonden, midler til landdistriktsudvikling og Naturstyrelsen.